Urolige Hjerter



Miriam siger

I morgen vender min veninde tilbage. Hun vender tilbage efter otte år. Jeg vil modtage hende på havnen. Fra tidlig morgen vil jeg se ud over havet efter det skib, der skal bringe hende hjem.

Jeg har længtes, her har været tomt, jeg har forsøgt at komme videre med mit liv, men det er ikke længere nødvendigt. I morgen vender hun hjem, og jeg skal gense hendes ansigt - det ansigt, som nu er blevet en kvindes.

I skovene uden for byen tilbragte vi vores barndom sammen, vi var fælles om hemmelige ritualer og blod. Hun rejste ud, jeg blev tilbage. Hun er det eneste vidne til mere end halvdelen af mit liv, og hvad stiller man op, når dage ikke længere kan genopleves sammen med nogen, når de er blevet private, udelelige minder?

I morgen vender hun hjem. Meget har ændret sig. Jeg ved det godt. Hun er forandret. Min mave gør ondt.