Urolige Hjerter



Emma siger

Er det godt at begynde med et spørgsmål?

Får vi etableret en bedre kontakt på den måde? Bliver du mere interesseret i, hvad jeg har at sige? Kan jeg få dig til at læse videre? Vil du være min ven? Kan vi bruge nogle minutter sammen? Har vi fælles interesser? Kan jeg undgå, at du kommer til at kede dig? Eller er det allerede for sent? Er det muligt for mig at rette op på det? Har jeg en chance? Er jeg for dårlig til at stille åbne spørgsmål?

Men hvad er så dine tekstuelle præferencer? Små, hurtige stød? Eller går de mere i retningen af længere, udfoldede sætningsopbygninger, hvor det oprindelige spørgsmål fortabes i en tilsyneladende uendelig ophoben af betydninger, der forskydes for hvert ekstra led, der kobles på konstruktionen, som gradvist går i opløsning, fordi det er umuligt at definere, hvor tyngdepunktet egentlig ligger, men når vi lægger ud med en spørgen, skal der selvfølgelig være et spørgsmålstegn til sidst, og du kan jo bare svare ja?

Sjovt? Ha, ha? Bwa-ha-ha-ha-ha? Fnis, måske? Thi-hi, i det mindste? Eller suk? Blev det suk? Var det suk, vi landede på? Suk, alligevel? Du sukker nok, fordi du har set for meget i for ung en alder, men er det ikke rigtigt, at du altid selv er indviklet i endeløse dialoger? At du hele tiden går rundt med en stemme i hovedet, som du parlamenterer med? Og at det her minder dig om en tilstand, du har været i før?

Hvad har du egentlig at sige for dig selv? Og hvorfor er du her overhovedet endnu? Var det ikke på tide, at du erkendte dine nederlag og forsøgte at komme videre på en passende og anstændig måde? Har du overhovedet en exit-strategi? Eller var det bare din plan at blive hængende derinde, til de kommer og slæber dig væk? Som en håbløs romantiker, der mod bedre vidende holder fast i en antikveret verdensopfattelse, fordi det er for smertefuldt at erkende, at alt er tilfældigt? Du ved, tomhed og jag efter vind?

Hvorfor er det lige, at du ikke kan få hold på virkeligheden? Tror du, den vil dig noget? Tror du, den har en plan med dig? At det var meningen, at det skulle være sådan? Fucking skæbnetro? Er det der, vi skal hen? At det alt sammen er en del af en større sammenhæng? At du var forudbestemt til en højere skæbne? Fordi du er så speciel og enestående? På en meget mere enestående måde end alle de andre specielle og enestående?

Men er det ikke hårdt altid at skulle levere specielt og enestående? Altid at være en tand bedre, altid at have tænkt et skridt videre? Er det ikke bare en hård konkurrence at deltage i? For hvad nu, hvis der er en, der one-up'er dig? Er din identitet så truet? Bliver du så nødt til at trække dig fra slagmarken og finde en anden niche, som du kan være speciel i? Prøver du i virkeligheden at undgå direkte konfrontationer? Viger du uden om at konkurrere på markedsvilkår? Foregår dine titelforsvar altid på hjemmebane med købte dommere? Har du spurgt dig selv, hvor træt du er i dag? Spørger du dig selv, hvor længe endnu? Tæller du dagene? Tæller du dagene?