Frances siger
Klokken er 
, og udenfor
kan jeg høre lyden af en bil på vejen. Det er ikke
sandsynligt, at den drejer herned. Dens fører kan jo
ikke vide, at jeg har dækket op til at få besøg.
Måske er det en hel familie, far og mor og indtil flere
børn, en lille sluttet enhed, som sagtens kan underholde
sig selv, og hvad skulle de så her?
Men hvis de nu punkterede, ville de huske, at de havde set en
vej, de ville vende tilbage for at bede om hjælp. De kunne
låne telefonen for at give besked om, at de ville blive
forsinkede, og mens faderen gik tilbage for at skifte dækket,
ville jeg servere kaffe for moderen og noget sødt til
de to små. Jeg ville sætte mig således, at
teenage-sønnen kunne have frit udsyn til det ene bryst
under min skjorte, hver gang jeg lænede mig frem for at
skænke mere kaffe, jeg ville skænke langsomt og
omhyggeligt, og han ville drikke fem kopper. Det ville være
vores lille indforståede hemmelighed i de få minutter,
det varede, han ville huske mig længe efter, og om nogle
år ville han - nu chauffør i egen bil - vende tilbage
med motorstop, og aldersforskellen ville ikke betyde noget,
hvad rager det mig, hvad folk tænker, jeg skulle aldrig
mere drikke min kaffe alene, klokken er 
- er det stemmer, jeg kan høre fra
gårdpladsen?