Urolige Hjerter



Frances siger

Klokken er , og udenfor kan jeg høre lyden af en bil på vejen. Det er ikke sandsynligt, at den drejer herned. Dens fører kan jo ikke vide, at jeg har dækket op til at få besøg. Måske er det en hel familie, far og mor og indtil flere børn, en lille sluttet enhed, som sagtens kan underholde sig selv, og hvad skulle de så her?

Men hvis de nu punkterede, ville de huske, at de havde set en vej, de ville vende tilbage for at bede om hjælp. De kunne låne telefonen for at give besked om, at de ville blive forsinkede, og mens faderen gik tilbage for at skifte dækket, ville jeg servere kaffe for moderen og noget sødt til de to små. Jeg ville sætte mig således, at teenage-sønnen kunne have frit udsyn til det ene bryst under min skjorte, hver gang jeg lænede mig frem for at skænke mere kaffe, jeg ville skænke langsomt og omhyggeligt, og han ville drikke fem kopper. Det ville være vores lille indforståede hemmelighed i de få minutter, det varede, han ville huske mig længe efter, og om nogle år ville han - nu chauffør i egen bil - vende tilbage med motorstop, og aldersforskellen ville ikke betyde noget, hvad rager det mig, hvad folk tænker, jeg skulle aldrig mere drikke min kaffe alene, klokken er  - er det stemmer, jeg kan høre fra gårdpladsen?