Ivana siger
Nogle dage er det, som om man kun møder vanskabninger.
Som om alle den menneskelige krops og psykes deformiteter er
samlet netop i den bus, man lige har valgt at stige på.
Og man ved ikke, hvor man skal vende sine øjne hen. Og
man prøver på at lade være med at lytte med,
selv om der tales underligt og upassende højt.
Andre dage møder man kun smukke mennesker. Folk, som
er uendeligt tiltrækkende på en fjern og kølig
facon. Hvor man ved, at hvis alt havde været anderledes,
kunne man have været venner, og disse behagelige stemmer
og indtagende bevægelser ville altid være i ens
nærhed.
Så er der de dage, hvor der hersker en velsignet tavshed,
hvor ingen stemmer afbryder tankens rækker af frostklare
guirlander. Det er dage uden støj, dage uden nærvær,
hvor tiden synes at antage fysisk materialitet i al sin langsomhed.
Dage, hvor det ikke kan lade sig gøre at falde
ud over verdens kant.
Jeg holder af de kortvarige forstyrrelser, så små,
at det lige akkurat ikke længere kan lade sig gøre
at vende tilbage og fortsætte derfra, hvor jeg slap. Det
holder mig ung, mens jeg venter og venter og venter på,
at livet skal gå over.