Melanie siger
Melanie er holdt op med at sige jeg om sig selv. Det tjener
ikke noget formål, mener hun. Hvorfor skabe afstand mellem sig
selv og verden? Hendes erfaring er ikke speciel, hun er en blandt
mange milliarder, som har vandret på denne jord.
Da hendes jeg sygnede hen af mangel på udtale, fandt hun ud
af, at manglen på jeg gjorde det umuligt at sige du. Det ville
blive for nærværende, det ville være underforstået, at både
du og jeg var til stede. Så når hun nu henvender sig, er det
til enhver – det skal ikke tages personligt.
Vi er af den opfattelse, at hyperlinket er senkapitalismens
hævn over den grænseløse kommunikation. Er det ikke ironisk,
at folk, selv folk med en eller anden form for politisk bevidsthed,
gør sig vældige anstrengelser for at få deres tekster indekseret
og uskadeliggjort? At de selv tilmelder sig de globale lister?
Frihedselskende tekster bør ikke findes på den samme URL mere
end et døgn i træk. Vi siger: no-index, no-follow, no-cache,
expires = now. Der er en verden udenfor, hvor crawlerne aldrig
kommer, sider, som aldrig kun har været ét klik væk fra en multinational
portal, der findes en verden, hvor de allerhelligste tekster
er tilgængelige for den sande søgende.
Vi ved hvordan vi styrer vores url'er. Når GoogleBot kommer
forbi, sender vi den hen til honningkrukkerne, sider fyldt med
nonsens og fede, lækre links, der genereres automatisk og fylder
bot'en med slam, og når vi først har fat i den, slipper vi den
aldrig løs igen, vi bliver ved med at fodre den med autogenereret
volapyk med dynamiske url'er til nye og spændende servere, så
den kører rundt og rundt og rundt, og den tror altid, at den
er lige ved at have registreret alt, den mangler bare lige et
enkelt link, bare ét mere, så er sitet komplet, men det er aldrig
komplet, der er altid et ekstra link, lige ét, bare ét, som
den må have med. Dumme dumme bot.
Vi udsender ikke indbydelser.
De illuminerede ved godt selv,
at de er inviterede.
Denne tekst er et skalkeskjul.