Rachel siger
Jeg kunne ikke være blevet hos dig. Det havde ikke kunnet lade
sig gøre. Så enkelt var det. En umulighed.
I sidste ende var det vel bagateller, der afgjorde det. Sådan
må det i hvert fald have set ud fra din synsvinkel. Men det
kunne bare ikke lade sig gøre. Hvor meget smerte det nu ellers
forvoldte både for dig og for mig, så var smerten dog en del
af nogle forudsigelige konsekvenser, og nogen gange er det bare
sådan, at det forudsigelige er at foretrække. Som det forudsigelige
i at jeg på et tidspunkt ville fortryde. Jeg vidste, at det
ville ske. Så jeg fortrød. Og hvad så?
Jeg kunne have grædt. Jeg kunne have bedt om nåde.
Men jeg gjorde det ikke. Og derfor er alt tabt.
Jeg er ikke bitter. Jeg har ingen grund til at være det.
Sket er sket. Men jeg føler mig heller ikke skyldig.
Jeg er ikke længere hjemfalden til straf. Der er kun den
klare forvisning om, at det aldrig igen bliver det samme, at
det, der nu kommer, er et langsomt forfald.
Der vil ikke mere blive krævet noget af mig. Ingen forpligtelser,
ingen at stå til regnskab over for. Den ene dag vil blive
fulgt af den næste, og de vil ikke være til at skelne
fra hinanden.
Måske var det dét, jeg inderst inde ønskede
mig, måske var det mit sande mål: stilhed, ro, orden.
Det er, hvad jeg har nu. Det er alt, hvad jeg har nu.
Stilhed, ro, orden.
Jeg er for længst holdt op med at tænke på
dig.