Tiffany siger
Du ved ikke, hvem jeg er. Det eneste, de ord, du læser
lige nu, viser hen til, er et flimrende jeg på din skærm.
Jeg er kun bogstaver. Jeg er ikke andet end bogstaver. Men så
alligevel - for at bogstaver skal komme til syne på en
skærm, skal hænder engang have berørt et
tastatur.
Kan du forestille dig mine hænder? Kan du forestille dig
det fine skiftende muskelspil, deres fyldige blødhed?
Kan du se dem springe og strække sig over de dumme tangenter?
Eller ville du hellere se dem liggende stille i skødet
af min mørke silkekjole, smykkede med store ringe som
nøgne haremskvinder?
Hænder kan så meget: kærtegne, smække
lussinger, trykke på aftrækkeren, komme ud af den
hvide tåge og klemme sammen om din hals. Hænder
kan så meget, men her er det bare bogstaver.
Solen er gået ned uden for mit vindue. Jeg sidder i min
lejlighed, i en by et sted i Danmark. Jeg sidder foran min skærm,
og om lidt vil jeg få alle disse bogstaver til at forsvinde.
Jeg vil sende dem af sted, så de kan dukke op på
en andens skærm, et sted i Danmark.