Tiffany siger
Jeg sidder her foran min skærm og ser på de bogstaver,
som dukker op, når jeg berører tastaturet med mine
hænder. Snart vil jeg få bogstaverne til at forsvinde,
jeg vil sende dem af sted, så de kan dukke op på
en anden skærm, en andens skærm, et sted i Danmark.
Men dét, jeg sender af sted er ikke bogstavernes form.
Jeg kan ikke vide, hvad du ser, du, som læser nu. Det
eneste, jeg har sendt af sted, er mine bogstavers formel. Som
kan blive til alle typer bogstaver på hvilken skærm
denne formel nu end måtte dukke op.
Jeg kan ikke bestemme, hvad det er, du ser foran dig i dette
øjeblik, men måske kan jeg nå dit indre blik,
hvis den formel, som nu er tydet, bærer ord med sig, som
taler om mine sortebrune øjne og min røde rosenmund.
Måske et enkelt glimt inden formlen bringer ordene til
ophør.