Tiffany siger
Jeg dukker op på din skærm, jeg kommer ind i din
stue, vi kan ikke bare lade som ingenting, som om det ikke er
sket, jeg er her nu, du læser mig, jeg indlæses
af dig, i dine tanker bliver vi ét - det er ordenes sødme,
og hvor vil du hen i dag?
Så langt, så godt, men husker du nu at glemme mig
igen? At gøre plads, så andre kan fylde dit sind?
For det har aldrig været min mening at gøre et
uudsletteligt indtryk på dig. Fordi vore veje krydses
netop nu, er jeg blevet en del af din historie, men hvis du
skynder dig videre, vil sporet efter mig, som tiden går,
blive visket ud. Det er ikke meningen, at du skal bemærke
mig, så du kan vende tilbage - vi skal være som
fremmede for hinanden, hvis vi mødes tilfældigt
til næste forår igen.
Men jeg ved det godt - man kan ikke glemme det ukendte. Man
drages imod det, man opsøger det gang på gang for
at gøre det kendt, genkendeligt, forglemmeligt. Så
derfor vil jeg gøre det lettere for dig - jeg vil give
dig fire oplysninger, du kan glemme mig på:
- Jeg går ikke med fremmede hjem
- Jeg simulerer ikke orgasme
- Jeg afskyr komplimenter
- Jeg ved, hvad der skal til